Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

torsdag den 18. juli 2013

Nye dækkeservietter


Så kan de nye dækkeservietter blive indviet. De er blevet mindre end jeg havde tænkt mig (29 cm i bredden) og egner sig vist bedst til en kop kaffe med tilbehør. Jeg må igang med at lave nogle andre, der kan bruges til spisetallerkener.

Modellen er fra Patchworkkælderen i Taulov ved Fredericia. Modellen købte jeg - sammen med stoffet fra Kaffe Fasset - til Quilterallyet i foråret. Jeg har syet i hånden på amerikansk facon, og håndquiltet med klar blå quiltetråd. Bagsiden er et stykke balistof, der matcher flot.

torsdag den 11. juli 2013

Sytørke og sommerlæsning

Der har været en lang periode, hvor jeg ikke har syet. Jeg har ikke været i stemning til det, og har brugt min energi på andre ting. Nu er jeg dog så småt kommet i gang med at færdiggøre nogle af de projekter jeg har liggende.

En af de ting jeg har brugt min energi på, er at læse. Jeg har indenfor de sidste uger læst fire - meget forskellige - romaner.


Paul Auster er jo i en klasse for sig. Denne lille roman er en slags roman-i-romanen, om en forfatter, der er ved at skrive en roman. Auster er god til at fortælle en historie og efterlade læseren med en række ubesvarede spørgsmål.

Det er næsten det modsatte med krimier. Her læser man jo for at få svar på hvem morderen er. Åsa Larsson skriver om Nordsverige så man føler man selv går rundt i kulde, sne og vintermørke. Man bliver grebet af personerne og deres liv. "Indtil din vrede er ovre" og "Som offer til Molok" er nummer 4 og 5 i serien om Rebecka Martinson fra Kiruna. Jeg købte dem begge i Kvickly, hvor de var på tilbud.

Romanen om de tre Weissmanns fra Westport, er en rigtig feel-good roman, som alligevel har et indhold, fordi de hårde/onde dele af tilværelsen er med.