Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

onsdag den 10. december 2014

Jule-dækkeservietter.

Jeg har lige syet sidste sting på fire dækkeservietter til brug i december. De gamle var gamle og for kedelige. Jeg lavede dem for mere end 20 år siden af færdigquiltet julestof, som jeg kantede med færdigkøbt skråbånd. Det var før jeg opdagede glæden ved at sy og skabe ud fra egen ideer.


Mine nye dækkeservietter består af "scrappy" juletræer, som er applikeret på baggundsstoffet med symaskinen.


Jeg havde ikke nok rødt stof til 4 servietter, så der er blevet to med små guldstjerner og to med guldengle. Kanterne er lavet af grønt stof med guldstriber


Juletræerne består af tilfældige strimler, der er syet sammen uden hensyn til om de er lige eller skæve. Jeg har quiltet baggrunden med bølger i fri hånd. Det var vældig sjovt at sy på den måde, og det er helt sikkert en metode, jeg vil bruge igen.

tirsdag den 9. december 2014

Gaver fra (patchwork)-nissen


I dag kom posten med en pakke til mig fra min hemmelige nisseven. Ja nu er hun jo ikke hemmelig længere, så derfor en stor tak til Kirsten fra Nykøbing Mors.

I pakken var der to stykker stof - et med hunde og et med katte. Der var en dejlig stor nålepude syet i stoffer fra Kaffe Fassett og en yndig lille julekurv med marcipanbrød.


Jeg ved ikke hvordan det kan være, at alle tingene falder helt i min smag.... Jeg er glad for katte og hunde. Jeg mangler en stor nålepude og jeg har en sød tand.

Måske er der noget med de der nisser?  De ved besked med mere end vi tror.....

tirsdag den 2. december 2014

Tasker til laptop

Jeg har lige færdiggjort en opgave for min datter Stine.
Hun var hjemme på weekend og havde sin nye PC med. Den skulle selvfølgelig have en taske i passende størrelse, farve og stil. Da den gamle computer var ny, syede jeg også en taske til den.
På billederne ses den gamle taske til venstre.


     
Begge tasker er syet af coated stof (vaskbar voksdug) købt i Stof 2000. Jeg har brugt veledon til afstivning og pladevat som ekstra beskyttelse. I den gamle var der 2 lynlåse og hele "låget" kunne åbnes. Den nye taske har kun en lynlås og åbnes i den ene ende.