Corgitræf

Søndag den 8. juli var vi inviteret til corgitræf hos Odas opdrættere Pia og Bjørn ved Svenstrup i Himmerland. Oda er fra første kuld af to efter de samme forældre - ialt 12 hunde. Heraf var 6 tilstede. 


Det blev en stor oplevelse at se hundene sammen. De fandt sammen lige fra starten, og vimsede rundt, legede og lagde sig sammen for at hvile. Det var som om, de kender hinanden.


Det var også interessant at se, hvor forskellige hundene er, selvom de har de samme gener. Oda er en stor tæve, men hun har en bror, der er endnu større. Det var Poul og jeg glade for at se. Oda har jo været på kur, efter at vi på udstillingen i Boller fik at vide, at hun var for fed.


Flere af ungerne fra andet kuld, er trefarvede. De har brune aftegninger, hvor Oda er meleret  (brindle) på kinder og på indersiden af ørene. 

Pia og Bjørn havde lavet lækker frokost og eftermiddagskaffe. Mens hundene legede fik vi mennesker snakket. Der er virkelig mange ting, der er ens for corgier. F.eks. deres behov for at holde sammen på flokken og deres særlige måde at ligge på maven, med alle 4 ben ud til siderne. 

Som afslutning på en dejlig dag, havde Pia sørget for en goodie-bag til alle. Vel hjemme inspicerede Oda herlighederne.

Oprydning

Ja, så går den altså ikke længere. Rodet på mit syværelse har taget overhånd. Lige nu har jeg fået ryddet bordpladen og lagt tingene i overskuelige bunker.  Men det egentlige arbejde med at sortere - og måske kassere - er udskudt til jeg holder sommerferie. Her er et billede, der viser FØR.

Ja der er plads til forbedring.

Juleløber 2

Jeg skrev for et stykke tid siden - 15. maj - om min juleløber. Nu er min mor også blevet færdig med sin udgave. Her er et par billeder.

Som billederne viser, er der stor forskel i udtrykket, selvom det er de samme træer, syet i næsten ens grønne stoffer.

Odas manicure 2

Så har Oda været hos dyrlægen igen - for at få klippet kløer. Denne gang skulle det gøres grundigt, så det var nødvendigt, at Oda kom i narkose.

Vi afleverede Oda og efter 4 timer, kunne vi hente en noget groggy hund. Den havde blå forbindinger på begge forpoter og en gennemsigtig plastikkrave. Kløerne på forpoterne var blevet klippet helt ind i blodforsyning og nerver og var blevet brændt, for at stoppe blødningen. Dyrlægen gjorde meget ud af at fortælle, at poterne under ingen omstændigheder måtte blive våde, da der så var risiko for infektion.

Vi var dårligt kommet hjem igen, før den ene forbinding var faldet af. Corgi-ben er ikke designede til at forbindinger kan sidde fast. Oda sov et par timer - uden halskrave - og var så ellers ret frisk.

Inden sengetid, måtte vi binde plastposer om forpoterne og bære Oda ud, så hun kunne tisse. Så fik hun igen halskraven på, og så måtte hun ellers gerne sove. Det tog dog lidt tid, men så sov vi helt til klokken 3.45, hvor Oda opdagede at det lynede langt borte. Tordenvejr er hun ikke begejstret for, så det var et par lange timer, inden uvejret var drevet over. Da havde vi tre gange måttet binde plastikposer på poterne og følge Oda ud for at tisse. De to første gange måtte vi gå ind med uforrettet sag, for Oda kan altså ikke tisse, når det lyner.

Allerede to dage efter var Oda helt frisk igen. Det var kun nødvendigt at give smertestillende 1 gang, den første dag. Nu er kløerne pæne og kortklippede - og målet er at holde dem "nede" med regelmæssig klipning.

Dagens høst

Da hverken jeg eller ukrudtet i haven holder ferie, måtte jeg udnytte en fridag og få gjort pænt i haven. Ja det blev til to fulde trillebører - og det var endda kun fra fra de to bede, jeg nåede igennem.

Jeg kan virkelig godt lide at luge ukrudt.... Man kan se resultatet af sit arbejde, man tænker positive tanker og får motion og frisk luft. Oda kan også lide at jeg er i haven. Den følger med i hvad jeg nu finder på.

Sådan kom det ene bed til at se ud efter lugningen.

Svendestykke eller prøveklud

Så blev jeg færdig med mit første tæppe. Det er en dejlig fornemmelse, og jeg er stolt over resultatet, som jeg ser som en form for svendestykke eller "prøveklud".

Tæppet har været flere år undervejs, og ideen opstod, da jeg på en messe købte en pakke med 100 forskellige stykker stof i små kvadrater. De rakte jo ikke langt, så jeg måtte gennem hele min beholdning, for at få nok til tæppet. Jeg har forsøgt at undgå at bruge det samme stof to gange.

Den gennemgående ide er, at der to forskellige grupper "16-lapper-blokke". En med lyse diagonaler - og en med mørke diagonaler. Blokkene er placeret så de ligger skiftevis, og derved danner diagonaler på skrå over hele tæppet. Det har været lærerigt at placere farverne efter deres valør, og ikke efter farveskala. Tæppet er syet over pap, og består af kvadrater, der er 3x3 cm. Jeg kan godt lide at bruge farven sort som indramning af de enkelte blokke, og som modspil til de mange forskellige farver. Det er helt sikkert noget, jeg vil arbejde videre med.

Jeg har lært, at det er vigtigt hvilken tråd man syr med. Der skal vælges en passende farve, og kvaliteten af tråden er af stor betydning. Jeg har både syet med afvigende farver og med tråd af dårlig kvalitet. Jeg har "repareret" flere syninger, og der er bestemt ingen præmie til mig, for finish eller teknisk udførelse.

Jeg har quiltet kanten i hånden med sort blomstergarn. Jeg kan godt lide, den virkning det giver med den matte og lidt ujævne overflade, som garnet har. Jeg opgav hurtigt at quilte hele tæppet i hånden, og resten er derfor quiltet på maskine. Jeg har derfor også fået erfaring med at bruge overtransportøren til min maskine.

Tæppet skal nu have en hædersplads i sofaen. Så må jeg forklare Oda, at tæppet ikke er til hende.

Oda på udstilling - og om at være fed på den fede måde

Sidste lørdag drog Poul og jeg med Oda til corgiklubbens udstilling i Boller ved Horsens. Det var vores debut på udstilling - og det blev en stor oplevelse med nogle helt uventede konsekvenser.

Om fredagen var Oda i bad, hvilket den ikke er vild med, men den skulle jo vises frem i bedste stil. Jeg havde smurt sandwich, og køletasken blev pakket og campingstolene fundet frem fra vinteropbevaringen.

Udstillingen foregik udendørs, og vejret var blæsende, koldt og overskyet. Vi havde vinterfrakker og tæpper med, og fik en fin plads ved ringsiden. Odas opdrætter Pia, kom også med sin hund Bjørk, der er en lillesøster til Oda. De har samme forældre, men er fra hver sit kuld.

Dommer ved udstillingen var polske Dorata Paz, og Pia kunne fortælle, at hun er opdrætter af Odas far. Odas far hedder Gorgeous George, og er en højt præmieret champion. Han er ejet af corgiklubbens formand og bor altså nu i Danmark.

Udstillingen foregik stille og roligt. Dommeren var meget grundig i sin vurdering af den enkelte hund, så der var gået næsten 3 timer før det blev vores tur. Det var Poul, der skulle føre Oda, og det gik også rigtig fint, lige til Oda fik øje på mig, og besluttede at nu ville hun ikke gå længere. Poul var nødt til at trække hende afsted, og der var ingen deltagere eller tilskuere, der kunne være i tvivl om, hvem Oda var.

Da Oda skulle vurderes på bordet, tog dommeren en hel masse fotos af hende, hvilket vi undrede os over, fordi hun ikke tog fotos af andre hunde. Oda endte med en førsteplads, en 4. præmie samt betegnelsen "exellent". Den skriftlige vurdering var overvældende god - men sluttede med 2 kommentarer om, at både hund og fører, kunne bruge mere ringtræning, og at Oda "bærer for meget vægt". Det kan vi jo ikke nægte, men vi synes jo ikke at Oda er tyk. Vi havde ikke haft nogen forventninger inden udstillingen, og tog derfor glade hjem - en oplevelse rigere.

Fredag eftermiddag ringer Pia så. Hun er meget glad, og fortæller, at den polske dommer, har kontaktet ejeren af Odas far, for at sige at hun er vildt begejstret for Oda, og at Oda ville have vundet den åbne klasse, hvis hun ikke havde været "så fed".

Jeg blev helt rundt på gulvet, og bagefter myldrede der tanker frem. Som det ser ud nu, går Oda på kur for at tabe sig - sammen med mig - og vi er ved at finde ud af at tilmelde os praktisk ringtræning. Vi skal helt sikkert på udstilling igen.

For lige at få alt på det rene, er Oda ikke fed. Den er en stor model i forhold til de fleste andre corgier. Men når ens vinderchancer afhænger af et kilo eller to, må vi jo gøre noget ved det.