Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

lørdag den 16. november 2013

Stakke af reproduktionsstoffer


Jeg har gennemgået alle mine reproduktionsstoffer for at få lidt overblik. Jeg blev overrasket over hvor meget stof jeg har. Billedet viser kun en af bunkerne !!!

Billedkvaliteten er desværre dårlig, så de skønne farver kommer ikke til deres ret.


torsdag den 14. november 2013

Brombærmarmelade


I mandags kogte jeg marmelade af årets brombærhøst. Det har været en god sæson for brombær, og jeg har plukket ialt 2 kilo fra den ene plante, vi har i haven. Det er en klar rekord med næsten det dobbelte udbytte i forhold til de foregående år.

Jeg bruger altid opskriften fra "Den grønne syltebog", men da jeg skulle bruge bogen, kunne jeg ikke finde den. Jeg har ledt overalt efter den, og måtte til sidst låne min mors meget slidte eksemplar.

Nu glæder jeg mig til at vi holder november-hygge for familien søndag eftermiddag. Da skal vi nemlig have æbleskiver med brombærmarmelade. Uhm.

tirsdag den 12. november 2013

Stjernedug



På trods af at det har været min arbejdsweekend, har jeg fået syet en lille dug færdig. Den er ca. 40x40 cm, og den er syet i reproduktionsstoffer efter en model fra Helene Juul hvorfra  jeg abonnerer på reproduktionsstoffer. 5-6 gange om året får jeg en en pakke med stoffer og forslag til en ting, der kan syes. Der medfølger et par sider med interessante oplysninger om de originale stoffer og den historiske periode, stofferne stammer fra. De stoffer jeg har valgt til dugen, stammer fra tidligere stofpakker.

Jeg har syet midterstjernen i hånden med amerikansk teknik. Resten er syet på maskine, og jeg har fået øvelse i at sy timeglasblokke. Jeg har også quiltet på maskine.