Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

tirsdag den 7. maj 2013

Loppemarked og forårsenergi

Hvad skal man bruge to fridage til? Jeg har aldrig problemer med at få dem brugt, men alligevel er jeg selv overrasket over hvad jeg nåede fredag og lørdag.

Stine var hjemme og da vejret var smukt, hyggede vi hele fredag. Vi startede med at få brunch på torvet. Der var stor travlhed med at sætte en scene op til aftenens "Skør fredag". Så var vi lidt på shopping, hvor Stine fik nye sko og jeg to nye natkjoler. Vel hjemme igen satte vi os på terrassen og fik serveret kaffe og kage af Poul. Det var skønt.

Om aftenen gik jeg igang med oprydning på mit syværelse. Der var komplet overfyldt og rodet, og det var nærmest umuligt at finde sine ting. Er der mon andre der kender det problem?

Lørdag formiddag tog vi på loppemarked. Det ene sted var der bare skrammel, mens vi det sidste sted fandt en messinglampe fra LYFA, designet af Fritz Schlegel. Jeg måtte give 50 kroner for den, men så er det også med det originale og velfungerende hejseværk intakt. Jeg tror ikke sælgeren var klar over hvad hun stod med. Jeg skal ikke selv have den hængende, men kender en, der måske vil blive glad for den.


Stine købte et lille rundt bord for 100 kroner. Bordpladen er lidt grim, og nu er det så, at det med forårsenergien kommer ind i billedet. Under oprydningen kom der jo en masse ting for dagens lys. Stine forelskede sig i et stykke stof med cirkler og - vupti - havde jeg syet en lille dug til bordet.


Forårsenergien sluttede ikke der. Jeg fandt også det skønne stof fra IKEA, som jeg købte en gang i vinter. Det skulle blot sømmes op - så var der en helt ny dug til det runde havebord.


Jeg har dog en tilståelse. Jeg blev ikke færdig med at rydde op. Så langt rakte energien altså ikke.

torsdag den 2. maj 2013

Endelig forår......

Så er det endelig blevet forår.

Vi har taget hul på maj måned, solen skinner, temperaturen når over 10 grader, græsset grønnes og alting viser tegn på nyt liv. Jeg har haft mange arbejdsdage de sidste uger, men har været i haven lige så snart der var mulighed for det. Jorden er tør og mange planter er forsinkede i deres udvikling på grund af den lange vinter. Men livet spirer frem overalt.

De hostaer, jeg har vist på bloggen tidligere, er ikke kommet i jorden endnu. Jeg er nødt til at vente på at de hostaer jeg allerede har, skal spire frem, så jeg ikke kommer til at sætte de nye oven i de gamle. Roserne er heller ikke blevet klippet ned endnu, men det tror jeg sker her i weekenden.

I går havde Poul fri hele dagen fordi det var 1. maj. Jeg skulle på aftenvagt, men vi nåede at gå en tur rundt om Hindemade inden jeg skulle afsted,. Det var en dejlig tur langs den store fuglesø og gennem løvskov, hvor anemonerne var i fuld flor.

Oda var selvfølgelig med, men den synes turen var for lang (hmm) og gik meget langsomt det sidste stykke.