Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

fredag den 27. april 2012

Odas manicure


Oda er (ofte) den der bestemmer. Det gælder i hvert fald når det kommer til klipning af kløer.

Corgier er fra naturens hånd forsynet med kraftige kløer. Der er ikke tale om små fikse negle, men om nogle solide, kraftige kløer, der gør hunden i stand til at få et godt "vejgreb". Med så kraftige kløer, er det er problem, når neglene bliver for lange, da det så påvirker tæernes stilling.

Oda har aldrig brudt sig om at få klippet negle. Det er ikke så meget det at blive klippet, men mere lyden af saksen/tangen der klipper. Vi har forsøgt at være hårde, og holde hende fast. Det har så bare bevirket, at Oda har udviklet den teknik at udstøde høje hvin, når tangen laver sit "klik". Det gør så, at man tror, man har klippet for meget af.

Under et besøg hos Odas madmor og madfar sidste sommer, troede Pia ikke på, at det var så svært at klippe Odas kløer. Hun måtte dog indrømme, at det var en stor udfordring.

Da vi ikke har stor succes med at klippe negle, må vi tage til dyrlæge og få dem klippet. Det er ærgerligt, da man som hundeejer føler sig sat til vægs af sin egen hund, og samtidig skal betale for det.

Jeg har valgt at se det fra den humoristiske side. Jeg har nu en hund der går til manicure - eller måske "poticure".

tirsdag den 24. april 2012

Aaargh

Aaargh - ja sådan har jeg det lige nu. Jeg ærgrer mig over, at jeg må trævle den ellers helt færdige strikketrøje op igen. Eller i hvert fald knapkanterne og bærestykket.

Sådan går det når man ikke har helt styr på strikkefasthed og hvad deraf følger.

Nå jeg må op på hesten igen så trøjen til Stine kan blive færdig.

torsdag den 19. april 2012

Spændende faglig aften

Tirsdag aften var jeg sammen med to kolleger til et meget spændende arrangement i FSAIO - Faglig Sammenslutning for Anæstesi-, Intensiv- og Opvågningssyge-
plejersker.

I et par timer var vi i selskab med psykolog Stine Venge, der satte fokus på organisationsforandringer, og hvad det gør ved mennesker. Jeg har sjældent oplevet en underviser, der var så meget tilstede og samtidig kunne få fokus flyttet til deltagerne.

Jeg blev opmuntret, da jeg fandt ud af, at der lige nu er fagfolk, der forsker i disse forhold - og at der er skrevet bøger om emnet. Et aktuelt tema er mismod, hvilket må være et trin mod depression og opgivelse. I aftenens løb kom der mange eksempler på organisationsændringer, og hvordan sygeplejersker rundt omkring har taklet disse ændringer - både professionelt og personligt. 

Det var en god oplevelse, at høre kolleger fortælle om arbejdsvilkår, der til forveksling ligner dem, man selv arbejder under. Godt at få eksempler på hvilke strategier, man kan vælge for at bevare sin identitet som sygeplejerske og menneske i den turbulente virkelighed, hvor kravet om forandring næsten er blevet et mål i sig selv.

Det var en tankevækkende og inspirerende aften.
Du kan læse mere om psykolog Stine Venge på flikflak.nu

Er du interesseret i FSAIO, skal du logge ind på DSR.dk og gå ind på fanen Faglige selskaber.

onsdag den 18. april 2012

Projekter på vej




Her er et par billeder af noget der er ved at være færdigt. Jeg vender tilbage når der sker mere.

torsdag den 12. april 2012

Kalenderomslag

Alle sygeplejersker, der er medlem af Dansk Sygeplejeråd, får hvert år en kalender. Kalenderen har altid været genstand for stor debat. Altid om indhold og brugervenlighed - aldrig om udseende.
Jeg har aldrig brudt mig om det beigefarvede plastikomslag, men en dag slog det mig, at jeg da bare kunne sy et omslag.


Det er efterhånden blevet til en del forskellige omslag. Jeg har syet til flere kolleger, og har produktudviklet lidt undervejs.
Her er nogle eksempler.


Et af de første omslag blev syet til en kollega, der er ved at læse pædagogik, som led i en diplomuddannelse. Derfor skulle hunde have ugler på sin kalender.


Dette er et eksempel på at et flot motiv får hele pladsen.


Her er et omslag til en katteelsker.


Og her er mit eget omslag, der er syet af Kaffe Fasset stoffer i farver jeg elsker.

søndag den 8. april 2012

Katten Ofelia


Jeg har altid været glad for katte, og jeg har boet med katte det meste af mit liv. Efter at have mistet to katte med en måneds mellemrum, var det slut - det er simpelthen for hårdt at finde sin kat død på  vejen. Poul og jeg havde besluttet, at vi skulle have hund, og Oda var "bestilt".

Men så kom Ofelia. Det skete på følgende måde.

En dag på vej hjem fra arbejde, kom der en lille bitte killing løbende hen imod mig, da jeg åbnede min bil. Der var ikke andre, der ville tage sig af den, så jeg besluttede at tage katten med i bilen for at aflevere den hos vores dyrlæge i Haderslev, som også har et mini-internat. På vejen hjem var killingen meget kærlig, og lagde sig på min skulder.

Dyrlægen havde ingen ledige pladser til den lille killing, men den blev undersøgt - og behandlet for orm, lopper og øremider - på min regning. Der var ikke var andet at gøre, så jeg tog den med mig hjem. Hjemme fik den mad og lagde sig straks til at sove i sofaen.

Poul kom hjem - og han blev rigtig vred. Vi havde jo bestemt at det var slut med katte - Oda skulle snart hentes og hvad tænkte jeg på med at have hund og kat sammen? Poul blev dog hurtigt sig selv igen, og han er siden blevet gode venner med Ofelia.

Det blev ikke et problem at have hund og kat. Tværtimod har begge dyr glæde af hinandens selskab. De leger, spiser, sover og går tur sammen.

Ofelia er fortsat en lille kat. Hun er neutraliseret og har et godt helbred. Hun er tilpas forsigtig, og kommer ikke ud på den befærdede vej, der går lige ved vores hus.

Jeg har et helt særligt forhold til hende, og føler at jeg har en særlig forpligtigelse, da jeg helt bogstaveligt er blevet valgt af hende.

fredag den 6. april 2012

Hæklet tæppe

På en messe tilbage i 2010, så jeg et flot hæklet tæppe i nogle skønne farver. På det tidspunkt skulle jeg bestemt ikke begynde på nye projekter, så jeg nøjedes med at beundre tæppet.

En dag så jeg så tæppet på forsiden af et mønsterhæfte fra Drops - og så var der ikke nogen vej udenom. Jeg måtte bare hækle sådan et tæppe.

Det flotte farvespil kommer helt af sig selv, da det er garnet der er indfarvet i  de flot afstemte toner. Jeg hyggede mig meget med at hækle de 77 kvadrater, som tæppet består af. Det var også overkommeligt at hæfte ender, da der kun er to for hver kvadrat. Kvadraterne er hæklet sammen, ligesom kanten der afslutter tæppet.

Stine blev den glade modtager af tæppet, der blev en gave til hendes fødselsdag.


Opskriften på tæppet findes på www.Garnstudio.com
Modellen hedder model 124-1 og garnet er Drops Delight og Fabel.