Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

onsdag den 20. januar 2016

Alma 8 måneder

Det er vist på tide at skrive lidt om Alma. Hun er nu en ung dame og det ser ud til at hun trives. Hun er ved at have sine endelige farvetegning, og hun ligner en lille ræv.

Alma ligger godt ovenpå sin ven Rasmus
Der skal altid ske noget, og hun er svær at fotografere, fordi hun som regel er i bevægelse. Derfor er de fleste billeder taget når hun sover......
Poul og Alma er startet til unghundetræning, og det får de begge meget ud af.
Alma er lige vågnet
Alma er en glad hund, men hun har desværre fået den ide, at det er meget slemt at køre i bil. Hun vil simpelthen ikke med. Vi har oplevet at hun stak af op ad vejen - og vi kunne næsten ikke kalde hende tilbage. Nu må vi hver gang overrumple hende, når hun skal med i bilen.

mandag den 4. januar 2016

Godt nytår

Jeg plejer ikke at have nytårsforsætter, men i år vil jeg gøre en undtagelse, og forsøge at være mere aktiv på min blog. Tiden går så hurtigt, og jeg når ikke alt det jeg gerne vil. Sådan er der vist mange der har det i vores travle tilværelse.

I dag har jeg lagt sidste hånd på 3 blokke med fugle. Blokkene er til et signaturtæppe for "De frie quiltere", som er en forening, jeg er så heldig at være medlem af. Foreningen er stiftet i foråret 2015 og medlemmerne har hver haft som opgave at sy tre blokke med fugle efter egen ide. Planen er at alle blokke skal sys sammen til et tæppe.

Kravene var at blokkene skal måle 20cm x 20cm i færdig mål. Baggrunden skal være i forskellige lyse stoffer, og der skal indgå broderi  - enten hånd eller maskine.

Jeg har syet fantasi-fugle til to af blokkene:

Glad høne
Forbavsede fugle

Den øverste er en farverig glad høne og nummer to er fem forbavsede fugle på luftledninger.

Til den sidste blok har jeg fundet inspiration i det farverige stel "Taika" fra finske Iittala.

Taika-ugle

Det bliver spændende at se de andre blokke.

fredag den 31. juli 2015

Alma - 2. uge



Nu har Alma boet hos os i 2 uger. Hun er en dejlig hvalp med alt hvad det indebærer. Hun er fuld af gå-på-mod og er meget nysgerrig. Vi skal være opmærksomme på hende hele tiden og vide, hvad hun foretager sig, for alt skal undersøges. Hun elsker at være udendørs og nyder at være i haven,

mandag den 27. juli 2015

Sommer - hvor er du?

Ifølge kalenderen er det sommer, men bevæger man sig udendørs er det ikke til at tro. Det er koldt, blæsende og mørkt.

Alle de ting man drømmer om at gøre når det er vinter, er det lidt besværligt eller umuligt at føre ud i livet. At luge i haven er enten ikke nødvendigt eller besværligt fordi jorden er for tør eller for våd.

Derfor er det dejligt at man kan krybe sammen i sofaen under et tæppe med en god bog - eller to. Jeg har lige læst de (foreløbige) to krimier af Robert Galbraith om privatdetektiven Comora Strike og hans unge kvindelige assistent. Bøgerne er virkelig godt skrevet og med interessante personer, som man gerne vil læse om, lære at kende og gerne følge.


Robert Galbraith er et pseudonym for J K Rowling, og der er endnu en roman på vej.

søndag den 19. juli 2015

Alma

Her er Alma, vores hvalp af racen welsh corgi cardigan.

Vi hentede Alma den 16/7. Selvom hun kun har kun boet hos os i få dage, har hun allerede vundet vores hjerter og vil helt sikkert blive et vigtigt medlem af familien. 

mandag den 15. juni 2015

Alma

Om en måned sker der en stor forandring i vores dagligdag. Da får vi nemlig igen en hund i huset. Det skal selvfølgelig være en welsh corgi cardigan og den er selvfølgelig fra Kennel Godthaabslund - som Oda var.

For 4 uger siden fødte Odas søster Godthaabslunds Bjørk 10 hvalpe - 6 tæver og 4 hanner. I lørdags var Poul og jeg så på hvalpebesøg for at beslutte hvilken hvalp, der skal bo hos os.

Bjørk ligner Oda på en prik og de har samme forældre, men er fra hver deres kuld. Faderen er Brynlluan Coch Yn Symi , som er en højt præmieret rød cardigan. Det har resulteret i hvalpe, der er enten røde som faderen eller brindle, hvilket er en sort- hvid- brun "spættet" udgave af corgien (se billede senere).

Far har det flotte navn Brynlluan Coch Yn Symi

Mor Bjørk tager sig et velfortjent hvil uden hvalpe.
På næste billede ses hvalpene og bedstemor Sally. På gulvet ligger Diva, som er fra Bjørks første kuld, og som er en brindle.



Og her er så det første billede af Alma:


Vi glæder os til at hun flytter ind.
---------

P.S. Efter et års tid, hvor vi har været "hundeløse" kommer bloggen igen til at leve op til sit navn,,,,,





søndag den 14. juni 2015

The, kaffe og dobbelte dækkeservietter

Jeg har for første gang syet dobbelte dækkeservietter. Jeg tror jeg bliver glad for dem, for det er da vist nemmere end at finde flere frem. Stoffet er købt i Quiltshoppen i Juelsminde og er med kaffe- og themotiver.
Denne er til dem, der drikker kaffe......

...og denne er til thedrikkere.

Desuden har jeg syet to efter eget design. Stilen er moderne og stoffet er i henholdsvis gule og blå nuancer og mønstre. Bundfarven er grå, hvilket er svært at se på billedet. Jeg har quiltet på maskine i rette linier.