Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

søndag den 9. september 2012

Sommer 2012

Ja så gik den sommer - og det har været en god tid. Jeg har godt nok været syg i små tre uger med en voldsom luftvejsinfektion og en ustoppelig hoste, men Poul og jeg har haft nogle gode dage sammen med venner og familie. Det er ikke blevet til så meget skriveri her på bloggen, men det vil jeg forsøge at rette op på.

Poul og jeg har sammen med min bror Ole og hans to yngste piger været på en dagstur til Nordborg på Als. Vi er opvokset i Nordborg, og var på en spadseretur gennem byen til vores gamle kvarter. Ole og jeg havde en begivenhedsrig dag, hvor vi bl.a. fik lov at kigge indenfor på den gamle Søvang skole, hvor vi gik i 1. klasse. Det er underligt som man pludselig husker nogle ting. F.eks. kunne jeg straks genkende gulvet, der har en helt speciel farve og overflade, fordi det har været lakeret utallige gange.

Her er Ole og jeg foran Søvang skole med hver vores hund.

Poul og pigerne tog det pænt, at Ole og jeg flere gange henfaldt til barndomsminder. Vi fik genopfrisket mange ting, og når den ene af os ikke kunne huske, kunne den anden.

På billedet herunder er Poul sammen med Svend Grathe, der grundlagde Nordborg ved at bygge slottet, der nu er efterskole. I baggrunden er Freja og Terne sammen med Karla.

Vi havde selvfølgelig madkurven med. Her sidder vi og spiser ved Dyvig, med det nye badehotel i baggrunden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar