Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

torsdag den 2. maj 2013

Endelig forår......

Så er det endelig blevet forår.

Vi har taget hul på maj måned, solen skinner, temperaturen når over 10 grader, græsset grønnes og alting viser tegn på nyt liv. Jeg har haft mange arbejdsdage de sidste uger, men har været i haven lige så snart der var mulighed for det. Jorden er tør og mange planter er forsinkede i deres udvikling på grund af den lange vinter. Men livet spirer frem overalt.

De hostaer, jeg har vist på bloggen tidligere, er ikke kommet i jorden endnu. Jeg er nødt til at vente på at de hostaer jeg allerede har, skal spire frem, så jeg ikke kommer til at sætte de nye oven i de gamle. Roserne er heller ikke blevet klippet ned endnu, men det tror jeg sker her i weekenden.

I går havde Poul fri hele dagen fordi det var 1. maj. Jeg skulle på aftenvagt, men vi nåede at gå en tur rundt om Hindemade inden jeg skulle afsted,. Det var en dejlig tur langs den store fuglesø og gennem løvskov, hvor anemonerne var i fuld flor.

Oda var selvfølgelig med, men den synes turen var for lang (hmm) og gik meget langsomt det sidste stykke.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar