Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

lørdag den 10. august 2013

Fjernsyn, fødselsdage, familie og ferie

Jeg har ikke været aktiv på bloggen i sommer. Men jeg har været aktiv på andre måder.

De tre første uger af juli, fulgte jeg med i Tour de France - når jeg altså ikke lige var på arbejde. Dette års tour var ganske særlig, fordi det var nr. 100 gang løbet blev afviklet. Cykelrytterne kørte gennem de mest fantastiske landskaber. Særligt de tre første dage, der foregik på Korsika, var helt enestående. Jeg ser ikke touren, fordi jeg går særligt op i cykelløb, men jeg synes ikke det er rigtig sommer, hvis jeg ikke følger med. Jeg plejer at have gang i noget håndarbejde, mens jeg sidder foran skærmen. I år er det en striktrøje i turkise farver.

Både Poul og jeg har fødselsdage i juli - med en uges mellemrum. I år blev vi begavet med en helt uventet gave - en terrassevarmer - af mine forældre, Stine og Rasmus. Den blev behørigt indviet samme aften, og vi har brugt den flittigt så snart, det har været muligt. På billedet er Poul og Rasmus ved at samle vidunderet.


Familien har været i højsædet de sidste par måneder. Vi har haft vore søskende og deres familier på besøg flere gange. Vi har jo haft dejligt sommervejr og har kunnet være ude. Det er blevet udnyttet til bl.a. at spille Kongespil. Det er dejligt, at alle uanset alder og evner kan være sammen på en sjov måde.


Den 5. august startede mine tre ugers ferie. Jeg har set frem til ferien, for der har været nogle hårde perioder på arbejdet. Det har hjulpet, at tænke på at ferien ventede forude. Vi har allerede været tre dage i Skåne sammen med Stine og Rasmus - og Oda. Det var temmelig varmt at køre, men vi fik set nogle interessante og spændende steder. Det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger Skåne.



Der er stadig to ugers ferie. De skal bruges til afslapning, håndarbejde og deltagelse i patchworkstævne i Herning.

torsdag den 18. juli 2013

Nye dækkeservietter


Så kan de nye dækkeservietter blive indviet. De er blevet mindre end jeg havde tænkt mig (29 cm i bredden) og egner sig vist bedst til en kop kaffe med tilbehør. Jeg må igang med at lave nogle andre, der kan bruges til spisetallerkener.

Modellen er fra Patchworkkælderen i Taulov ved Fredericia. Modellen købte jeg - sammen med stoffet fra Kaffe Fasset - til Quilterallyet i foråret. Jeg har syet i hånden på amerikansk facon, og håndquiltet med klar blå quiltetråd. Bagsiden er et stykke balistof, der matcher flot.

torsdag den 11. juli 2013

Sytørke og sommerlæsning

Der har været en lang periode, hvor jeg ikke har syet. Jeg har ikke været i stemning til det, og har brugt min energi på andre ting. Nu er jeg dog så småt kommet i gang med at færdiggøre nogle af de projekter jeg har liggende.

En af de ting jeg har brugt min energi på, er at læse. Jeg har indenfor de sidste uger læst fire - meget forskellige - romaner.


Paul Auster er jo i en klasse for sig. Denne lille roman er en slags roman-i-romanen, om en forfatter, der er ved at skrive en roman. Auster er god til at fortælle en historie og efterlade læseren med en række ubesvarede spørgsmål.

Det er næsten det modsatte med krimier. Her læser man jo for at få svar på hvem morderen er. Åsa Larsson skriver om Nordsverige så man føler man selv går rundt i kulde, sne og vintermørke. Man bliver grebet af personerne og deres liv. "Indtil din vrede er ovre" og "Som offer til Molok" er nummer 4 og 5 i serien om Rebecka Martinson fra Kiruna. Jeg købte dem begge i Kvickly, hvor de var på tilbud.

Romanen om de tre Weissmanns fra Westport, er en rigtig feel-good roman, som alligevel har et indhold, fordi de hårde/onde dele af tilværelsen er med.

lørdag den 29. juni 2013

Stjerneskud

I dag blev en gammel aftale til virkelighed. Poul og jeg var sammen med Lone og Hans Jørgen, og vi skulle til Rømø og spise stjerneskud hos "Fru Dax" i Lakolk.


Stjerneskuddet var lækkert, meget veltilberedt - og meget stort. Uhm.

Det var en god måde at tage afsked med juni på - og sige velkommen til ferietiden. Det varer dog en god månedstid før vi holder sommerferie.

lørdag den 1. juni 2013

Familiebesøg fra Ohio


Jeg har lige lært 5 dejlige mennesker at kende. Det drejer sig om mine grandfætre og -kusiner fra Ohio.

Deres bedsteforældre - Ejnar og Elisabeth - udvandrede fra Nordjylland til USA i 1920'erne. De arbejdede hårdt og skabte sig en tilværelse i Cleveland, Ohio. De fik 3 sønner, som er fætre til min far. To af sønnerne besøgte mine forældre på en tur til Danmark i 70'erne, men efter at Ejnar og Elisabeth døde, gled kontakten ud. På et tidspunkt i 90'erne skrev mine børn et brev til den adresse vi kendte, men der kom ikke noget svar.

I efteråret 2012 blev jeg pludselig kontaktet af en af mine amerikanske grandfætre, der var ved at planlægge en rejse til Europa. Han spurgte, om han og hans kone måtte besøge os. Han havde fundet mig via det gamle brev og vores specielle efternavn. Det er endnu en af velsignelserne ved internettet, at man kan finde hinanden på tværs af kontinenter.

Min grandfætter har jeg ikke mødt endnu - han kommer først i næste uge - men til gengæld har jeg nu haft besøg af hans mor på 81 år og 4 af hans 5 søskende. På billedet ses mine forældre, mine 2 fastre og 2 onkler, min bror og niece, samt Stine og Poul - og de 5 amerikanere.

Selvom vi aldrig har mødt hinanden før og ikke har skrevet sammen, føltes det som om, vi altid har kendt hinanden. Lige fra starten gik snakken på det bedste engelsk vi formåede. Vi havde meget til fælles og kunne grine af de samme ting. Der blev vist mange gamle fotos og udvekslet mange oplysninger om de forskellige familiemedlemmer. Stemningen var høj, men hvor blev vi trætte. At tale to sprog og rumme det hele, krævede masser af energi.

Vi havde en fantastisk dag. Og glæder os til at få besøg af det næste familiemedlem fra USA.
 

tirsdag den 7. maj 2013

Loppemarked og forårsenergi

Hvad skal man bruge to fridage til? Jeg har aldrig problemer med at få dem brugt, men alligevel er jeg selv overrasket over hvad jeg nåede fredag og lørdag.

Stine var hjemme og da vejret var smukt, hyggede vi hele fredag. Vi startede med at få brunch på torvet. Der var stor travlhed med at sætte en scene op til aftenens "Skør fredag". Så var vi lidt på shopping, hvor Stine fik nye sko og jeg to nye natkjoler. Vel hjemme igen satte vi os på terrassen og fik serveret kaffe og kage af Poul. Det var skønt.

Om aftenen gik jeg igang med oprydning på mit syværelse. Der var komplet overfyldt og rodet, og det var nærmest umuligt at finde sine ting. Er der mon andre der kender det problem?

Lørdag formiddag tog vi på loppemarked. Det ene sted var der bare skrammel, mens vi det sidste sted fandt en messinglampe fra LYFA, designet af Fritz Schlegel. Jeg måtte give 50 kroner for den, men så er det også med det originale og velfungerende hejseværk intakt. Jeg tror ikke sælgeren var klar over hvad hun stod med. Jeg skal ikke selv have den hængende, men kender en, der måske vil blive glad for den.


Stine købte et lille rundt bord for 100 kroner. Bordpladen er lidt grim, og nu er det så, at det med forårsenergien kommer ind i billedet. Under oprydningen kom der jo en masse ting for dagens lys. Stine forelskede sig i et stykke stof med cirkler og - vupti - havde jeg syet en lille dug til bordet.


Forårsenergien sluttede ikke der. Jeg fandt også det skønne stof fra IKEA, som jeg købte en gang i vinter. Det skulle blot sømmes op - så var der en helt ny dug til det runde havebord.


Jeg har dog en tilståelse. Jeg blev ikke færdig med at rydde op. Så langt rakte energien altså ikke.

torsdag den 2. maj 2013

Endelig forår......

Så er det endelig blevet forår.

Vi har taget hul på maj måned, solen skinner, temperaturen når over 10 grader, græsset grønnes og alting viser tegn på nyt liv. Jeg har haft mange arbejdsdage de sidste uger, men har været i haven lige så snart der var mulighed for det. Jorden er tør og mange planter er forsinkede i deres udvikling på grund af den lange vinter. Men livet spirer frem overalt.

De hostaer, jeg har vist på bloggen tidligere, er ikke kommet i jorden endnu. Jeg er nødt til at vente på at de hostaer jeg allerede har, skal spire frem, så jeg ikke kommer til at sætte de nye oven i de gamle. Roserne er heller ikke blevet klippet ned endnu, men det tror jeg sker her i weekenden.

I går havde Poul fri hele dagen fordi det var 1. maj. Jeg skulle på aftenvagt, men vi nåede at gå en tur rundt om Hindemade inden jeg skulle afsted,. Det var en dejlig tur langs den store fuglesø og gennem løvskov, hvor anemonerne var i fuld flor.

Oda var selvfølgelig med, men den synes turen var for lang (hmm) og gik meget langsomt det sidste stykke.