Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

søndag den 7. august 2016

Skønhed og forfald

I Hvidovre ligger et gammelt kolonihaveområde, hvor mange af husene - og haverne - har fået lov at forfalde. Jeg blev helt grebet af den særlige stemning og den skønhed, der er i de forladte kolonihaver.

Det er sjovt at forestille sig hvem, der har brugt husene og passet haverne. Der kan sikkert fortælles mange historier om livet i haverne og om tidernes skiften.
  
Her passer farverne fint sammen.


En havelåge der ikke længere benyttes...


Her er der frit valg, hvis man har brug for et sted at sidde.

Naturen vinder altid....

tirsdag den 12. juli 2016

Quilt-as-you-go Thread Catcher

Her er en "stofbeholder" - eller en Thread Catcher, som den mundret hedder på engelsk/amerikansk. Jeg bruger den netop til at have trådruller i, når jeg syr i hånden over pap. Måske kan navnet også forstås sådan, at man kan komme trådrester/afklip i den.

Jeg har syet et par stykker, men nåede ikke at fotografere, før de blev givet væk.


Og indeni er der god plads...


Mønsteret er fundet på  nettet her The Sewing Chick  Det er en vældig fin side med flere gode tutorials Målene er i inch.

søndag den 10. juli 2016

Katte i sofaen

Selv om Poul og jeg er lykkelige hundeejere, indrømmer jeg gerne, at jeg har et meget stort kattehjerte. Gennem tiden har vi også haft en del katte, men de er enten blevet akut syge eller er blevet dræbt i trafikken. Hver afsked har været skrækkelig for mig, så Poul har nu nedlagt forbud mod, at jeg bringer flere katte ind i familien.

Jeg har lyst til at fortælle om, hvordan den sidste kat vi havde - Ofelia - kom til at bo hos os.
En dag jeg var på vej hjem fra arbejde på sygehuset i Åbenrå, kom der en lille bitte kat løbende mod mig på parkeringspladsen. Der er ikke beboelse i nærheden af sygehuset, så den var sandsynligvis kommet langt hjemmefra. Den var meget kælen, meget tynd og meget sød. Jeg blev straks varm om hjertet og tog den med i bilen, med den hensigt at aflevere den hos dyrlægen, så den kunne få et nyt hjem. På vej hjem i bilen lagde katten sig på min skulder, og der lå den og spandt.
Det viste sig at dyrlægen havde fuldt hus og ikke kunne tage imod katten. Jeg var jo smeltet, så jeg gik med på at få den vaccineret og at den fik medicin mod orm og lopper. Mod betaling vel at mærke. Så gik turen hjem. Her skal lige indskydes, at det var kort tid inden vi skulle hente vores første hund Oda hos opdrætteren. Vi havde aftalt, at vi ikke skulle have flere katte - og da slet ikke når vi skulle have hund..
Da jeg kom hjem, indtog Ofelia straks huset og sofaen, hvor den lagde sig til at sove. Da Poul kom hjem, blev han meget vred. Ja jeg har ikke set ham så vred hverken før eller siden. Vreden forduftede heldigvis hurtigt, og Ofelia blev et elsket medlem af familien. Den blev også meget gode venner med Oda.
Ofelia endte sine dage en efterårsaften, hvor den blev kørt ned lige ude bag vores hus. Det var meget sørgeligt.

Hvad har denne historie så med patchwork og syning at gøre?
Svaret er, at jeg nu igen har fået katte i min sofa. Denne gang kan de ikke forsvinde på tragisk vis, men bliver hos mig så længe jeg vil have det.

Kattene sidder applikerede på en sofapude syet efter et mønster "Katthult" fra Solbritt og Marias Quiltdesign.

5 katte på rad og række


fredag den 8. juli 2016

Casablanca


Denne lille dug har jeg syet af en pakke pre-cut med navnet Casablanca. Jeg husker desværre ikke fabrikatet, eller hvor jeg købte dem. Farverne er varme og inspireret af jord og planter. Mønstrene er organiske. De får mig til at tænke på sol, varme og krydderier - som jeg forestiller mig, at der må være i Marokko. Som vejret er lige nu i højsommeren, kan det godt være nødvendigt, at drømme sig lidt væk til varmere og mere tørre himmelstrøg.

Jeg har frihåndsquiltet på symaskinen med farveskiftende tråd og med meget varierede buer.


torsdag den 7. juli 2016

Miniquilt


Denne lille quilt har jeg syet af reproduktionsstoffer fra Helene Juul.
Jeg har en stor forkærlighed for små quilte - miniquilts. Der er noget æstetisk ved at man kan overskue hele quilten på een gang.

onsdag den 3. februar 2016

Omslag

Jeg har lavet omslag til to mapper.


Den første er syet i kraftig hør. Jeg har indfældet min udgave af Fredsrosen, som var det første fælles projekt i De frie Quiltere.


Den røde mappe er syet i bomuldslærred og med en overskydende blok fra min Prarie Sampler. Mappen skal bruges til det skriftlige materiale om sampleren, der var et BOM-projekt fra Helene Juul for nogle år siden.

Taske til kaffekop

Når jeg har været på kursus, til møde eller til sydag, har jeg set flere flotte tasker og poser til at have sin kaffekop i. Nu har jeg syet en til mig selv efter et mønster jeg fandt til at downloade gratis. Mønsteret hedder Butterfly mugbag patern og er fra Red Brolly i Australien (tror jeg nok). Mønsteret dukker op langt nede på siden.


Tasken består at en yderdel, der kan lukkes med en knap. Knappen er en jeg lavede af Fimo-ler en gang i min grønne ungdom. Den passede lige i farver til tasken.
Der er hank på tasken, så den kan bæres.


Indeni er der en foret pose, der lige passer til en kop eller et krus. Man kan skimte mit gule krus i posen. Der er også en lille lomme, som kan bruges til at have et brev te eller en lille serviet.

Nu mangler jeg bare at komme afsted så jeg kan indvi tasken.