Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

tirsdag den 29. oktober 2013

Ny symaskine


Da jeg fik problemer med min Brother-maskine for en månedstid siden, var jeg i tvivl om jeg skulle købe en ny eller få den gamle repareret. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig været helt tilfreds med min Brother. Jeg synes den var noget "løs" i det og ikke så robust. Jeg har flere gange fået den til at blive skæv i nåleholderen - også når jeg har syet i almindelige bomuldsstoffer. Derudover var den svær at regulere i trådspænding.

Jeg overvejede frem og tilbage og Poul gjorde feltstudier, ved at besøg forhandleren og få gode råd. Poul er meget opsat på, at jeg skal have en maskine, der virker. Efter mange overvejelser, besluttede jeg mig for at købe en Pfaff Expression 4.0. Der er kommet en ny model 4.2, så jeg kunne få den "gamle" model til en rimelig pris. Jeg tror, at jeg bliver meget glad for den. Efter et par begynderproblemer med at tråde maskinen !!!  fungerer den fint, og syr på en "solid" måde i forhold til den gamle Brother. Den har fodbetjent løft/sænkning af trykfoden, og en smart finesse, hvor den kan løfte trykfoden i 2 tempi, så man let kan dreje stoffet uden at skulle flytte hænderne. Og så er der godt lys, automatisk trådning og nogle spændende pyntesømme.

Jeg har været lidt i gang med at sy. Jeg var jo midt i at sy en fødselsdagsgave til min svigerinde, da den gamle maskine brød sammen. Jeg er nu blevet færdig med dækkeservietterne, og de er behørigt afleveret til modtageren. Hun blev glad for dem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar