Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

torsdag den 2. januar 2014

Nytår og nyt lys på tingene

Mine forældre og begge mine unge mennesker havde valgt at tilbringe årets sidste aften sammen med Poul og mig - og selvfølgelig Oda. Vi havde en dejlig og hyggelig aften, hvor vi fik god mad og drikke. Senere kom Pouls søster med familie og Pouls kammerat forbi og skød noget af deres nytårskyts af til ære for os.

Oda er oppe på dupperne hvert år, når der skydes med nytårsskyts. Den reagerer på larmen ved at gø og den søger til hoveddøren, fordi den vist tror, at der kommer nogen. Den er ikke bange, og falder helt til ro, når der er en pause i skyderierne. Som aftenen skrider frem er det også som om, Oda vænner sig til forholdene - eller også opgiver den at forsvare sin familie mod en uovervindelig overmagt.

Nytårstid er jo en mørk tid, midvinter som det er. Med alderen har jeg fået et øget behov for lys, når jeg skal sy eller læse. I julegave fik jeg en fiks lille lampe fra Prym. Den har LEDlys og kan oplades, så den nemt kan tages med rundt i huset eller med til sy-arrangementer. Den lyser vældig godt og er med til at gøre den mørke tid lysere.


Med visheden om at vi går mod lysere tider ønsker jeg alle et godt nytår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar