Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

lørdag den 24. november 2012

Venindetur til Odense

I mandags var jeg med min veninde Karen en tur i Odense. Karen og jeg har kendt hinanden siden vi mødtes på sygeplejeskolen i Viborg i september 1979. Karen bor mellem Randers og Viborg, så vi ses ikke hver dag. Mindst et par gange om året mødes vi og har en dag sammen hvor vi som regel ser en udstilling og shopper.

Denne gang var planen, at vi skulle besøge HC Andersens hus. Vi mødtes som aftalt i Fredericia, og kørte sammen til Odense. Vi parkerede og gik til museet, hvor der så lidt tomt ud. Døren var også låst. Ved at granske skiltet, kunne vi se, at museet holder lukket om mandagen.......

Ja det var jo en stor skuffelse. I stedet var vi så på strøgtur, og da det blev spisetid, fik vi en lækker frokostanretning på Franck A. Det var lækkert og produkterne var lokale fynske specialiteter, bl.a. chips af blå kartofler, vagtelæg og økologisk ost af emmentalertypen.
På trods af at vi ikke kom til at se HC Andersens hus, havde vi en dejlig dag i hinandens selskab.

torsdag den 22. november 2012

Hemmeligheder, bøger og ugler

Jeg har ikke skrevet så meget på  bloggen som jeg egentlig gerne ville. Tiden flyver afsted, og når jobbet også skal passes, er det indimellem svært at nå noget af "det sjove".
I weekenden fik jeg dog lavet en del "hemmeligheder", som jeg desværre ikke kan vise billeder af, fordi de er hemmelige. Jeg kan kun afsløre, at symaskinen var en vigtig ingrediens, og at det derudover handlede om bøger og en ugle. Når tiden er inde skal jeg nok lægge billeder her på bloggen.

Jeg har flere patchwork-projekter på planlægningsstadiet. Bl.a. har jeg en jelly-roll med julestof og et par candy-bars som ligger og "samler sig". Derudover har jeg gang i et håndsyningsprojekt sammen med min mor. Det vil jeg fortælle om meget snart.

De aftener hvor jeg har fri - jeg har flest aftenvager - er jeg lige nu i en periode, hvor jeg strikker. For øjeblikket er det en kortærmet bluse i blødt angoragarn, som tager form. Så lidt bliver det da til.


mandag den 12. november 2012

James Bond

Poul og jeg har været i biografen for at se Skyfall - nummer 23 i rækken om James Bond instrueret af Sam Mendes. Det er en fantastisk god film af flere grunde. Filmens er stærkt underholdende, troværdig og sammenhængende på flere niveauer.
Først af alt, er det jo Daniel Craig, der har hovedrollen. Udover at være et flot stykke mandfolk, tilfører han rollen en meget mere personlig og psykologisk side. James Bond bliver sårbar og viser ukendte mørke sider af sig selv. Det medfører, at han bliver menneskelig, og at man for første gang kan identificere sig med ham som person.

Dernæst er Skyfall filmen, der forbinder de tidligere film med nutiden og fremtiden. Præcist hvordan, skal man selv have lov at opdage. Jeg kan dog røbe så meget, at MI6-gadget-fyren, der udstyrer James Bond med nyttigt udstyr, er gået ind i den moderne tidsalder, og klarer problemerne ved hjælp af avanceret IT. Desuden spiller en af bilerne fra en tidligere film en meget væsentlig rolle. Desværre kommer den aldrig til at medvirke i nogen film igen.

Som en vigtig del af historien, får man i filmen et løft af sløret omkring James Bonds fortid, som også forklarer noget om, hvordan han er blevet den, han er.

Som det sidste, spiller kvinderne en (som altid) vigtig rolle i filmen, men på en måde der har direkte betydning for handlingen og for personerne. James Bond skal f.eks. arbejde sammen med en ung kvinde, som først afslører sin sande identitet i slutscenen. En identitet, som lover medvirken i kommende film.

Bonds chef M spilles af Judi Dench, og hun gør det så godt. Hendes personlige skæbne er hård, men hun skildres også, så man kan identificere sig med hende.

Du kan læse meget mere om Skyfall på http://www.007.com/skyfall/

Billedet giver en perfekt ide om stemningen i filmen.

søndag den 21. oktober 2012

King of Arran

Så blev jeg færdig med trøjen til Rasmus.
Han har ventet længe og tålmodigt - og nu har han taget den i brug.


Trøjen er strikket i Karisma fra Drops. Et garn i 100 % superwash uld og lækkert at strikke med.
Opskriften er også fra Drops omfattende gratis opskriftssamling.

torsdag den 11. oktober 2012

Store ører ? - eller små ?

I lørdags drog vi igen på udstilling med Oda. Denne gang var det Corgiklubens oktoberudstilling i Gjern idrætscenter.
Vi havde aftalt at mødes med Odas opdrætter Pia og Mia, der har en bror til Oda. Vi havde glædet os længe og var spændte på at se hvilke bedømmelser hundene ville få. Sidste gang kunne vi jo næsten ikke nå jorden af begejstring over de flotte bedømmelser.
Det var der så ingen problemer med denne gang.
Først blev Odas søskende bedømt - begge fik at vide, at de havde for små ører!!!!!    Ja det er jo ikke noget, corgiejere er vant til at høre om deres hunde.
Oda  blev også bedømt og fik betegnelsen "very good" og en 4. plads. I dens bedømmelse står der sjovt nok, at ørerne er store nok.
Vi var alle lidt flade efter bedømmelserne. Den engelske dommer foretrak helt klart små corgier med usædvanlige farvetegninger.
Vi er kommet os over skuffelsen og vi er akkurat lige så glade for Oda, som før. Hun er jo vores med akkurat de ører hun skal have.

Her er et billede af Odas far Georgious George Controverzia - eller Indy. Han deltog også i udstillingen, og det var første gang vi så ham "live".

fredag den 14. september 2012

Haven i septemer

Det har været svært at være haveejer i år. I hvert fald for mig. Det har enten regnet så alting soppede, eller det har været knastørt med betonjord til følge. Eller det har været sådan, at jeg har skullet arbejde når vejret har været til lugning m.v. Derfor har jeg ikke været gennem haven med lugejernet så meget som jeg gerne vil. Jeg kan faktisk godt lide at luge. Man tænker så godt og får  noget synligt ud af indsatsen.

Meget af det forsømte blev indhentet sidste weekend. Først fik vi beskåret vores thujaer. Inspireret af en have i Toftlund, har vi opstammet to og klippet toppene til, så der forhåentlig inden længe bliver til kugler, der kroner de slanke stammer. Derefter blev de nye rodskud på vores store nøddebusk fjernet, og det skabte vældig meget luft og lys.

I hjørnet af haven plantede vi for 8 år siden både buskbom og lavtvoksende stedsegrønne nålebuske. Meningen har hele tiden været, at de skulle klippes i organiske former. Det er de så blevet nu, og jeg er ret godt tilfreds med resultatet.


Da vi nu var så godt igang, lånte Poul en havefræser, så jorden i det nye stenomkransede bed kunne blive fræset godt igennem. Lørdag var vi i planteskole - ja faktisk var vi to steder. Vi købte hostaer, en japansk løn, høstanemoner og flere andre planter. De står nu i beddet, og syner ikke af meget, men de vil forhåbentlig vokse sig store, så vi kan glædes ved synet. Nu mangler der bare nogle forårsløg.

Den sidste del af lugearbejdet mangler stadig, men nu regner det.......

søndag den 9. september 2012

Sommer 2012

Ja så gik den sommer - og det har været en god tid. Jeg har godt nok været syg i små tre uger med en voldsom luftvejsinfektion og en ustoppelig hoste, men Poul og jeg har haft nogle gode dage sammen med venner og familie. Det er ikke blevet til så meget skriveri her på bloggen, men det vil jeg forsøge at rette op på.

Poul og jeg har sammen med min bror Ole og hans to yngste piger været på en dagstur til Nordborg på Als. Vi er opvokset i Nordborg, og var på en spadseretur gennem byen til vores gamle kvarter. Ole og jeg havde en begivenhedsrig dag, hvor vi bl.a. fik lov at kigge indenfor på den gamle Søvang skole, hvor vi gik i 1. klasse. Det er underligt som man pludselig husker nogle ting. F.eks. kunne jeg straks genkende gulvet, der har en helt speciel farve og overflade, fordi det har været lakeret utallige gange.

Her er Ole og jeg foran Søvang skole med hver vores hund.

Poul og pigerne tog det pænt, at Ole og jeg flere gange henfaldt til barndomsminder. Vi fik genopfrisket mange ting, og når den ene af os ikke kunne huske, kunne den anden.

På billedet herunder er Poul sammen med Svend Grathe, der grundlagde Nordborg ved at bygge slottet, der nu er efterskole. I baggrunden er Freja og Terne sammen med Karla.

Vi havde selvfølgelig madkurven med. Her sidder vi og spiser ved Dyvig, med det nye badehotel i baggrunden.