Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

lørdag den 22. marts 2014

Farvel Oda

Det er virkelig skæbnens ironi, at det forrige indlæg på denne blog handlede om Oda. Dette indlæg handler også om Oda, men bliver uigenkaldeligt det sidste. Vi måtte nemlig sige farvel til Oda mandag aften.

Oda udviklede over et døgns tid en discusprolaps og mistede følelse og bevægelse af bagkroppen. Den havde mange smerter, og vi så ikke anden udvej end at den måtte aflives. Det er en stor sorg, og der er blevet meget stille og tomt hos os.

Vi er taknemmelige for at Oda var vores hund, og vi trøster os med, at den nu er uden smerter og at den helt sikkert er i hunde- og kattehimlen sammen med Ofelia.


lørdag den 15. marts 2014

Pedicure - igen, igen


Her ligger Oda på dyrlægens sofa, bedøvet med den store sprøjte, så hun kunne få klippet negle/klør.

torsdag den 13. marts 2014

Stor forsinkelse

Julen varer lige til påske. Sådan siger man jo, og i år ligger påsken heldigvis sent. Derfor er jeg ikke flov over, at jeg først nu her i marts viser et underlag til min julekrybbe.



Underlager er lavet så det passer til hylden hvor julekrybben står, når den er fremme. Jeg har lavet en vej, som de vise mænd går på gennem forskellige marker, der gennemskæres af et vandløb. Det sjove var at quilte underlaget på min nye symaskine. Jeg fik prøvet mange af nyttesømmene, og forsøgte at vælge sømme, der enten er organiske eller geometriske, så de passer til vej, marker og vand.

PS Julekrybben er gemt væk så den kan være klar til december.......

søndag den 23. februar 2014

Vintertur til Grenen

Poul og jeg  er lige kommet hjem fra en hyggelig tur til Nordjylland. Sammen med Pouls bror og svigerinde tog vi hjemmefra fredag over middag. Vi havde smurt sandwich og holdt spisepause på en rasteplads. Det var hundekoldt og blæsende, så det blev en kort pause.

Vi nåede frem til hotellet mens det endnu var lys. Vi fik en lækker tre-rettere menu med husets vin, og havde en dejlig aften.

Lørdag kørte vi til Skagen. Vejret var fortsat koldt, blæsende og regnfuldt. Vi ville på Grenen og var heldige, fordi Sandormen holdt parat på parkeringspladsen. Den kører ellers kun om sommeren, men fordi der var vinterferie, kørte den nogle få ture.

Jeg har været på Grenen en del gange - også om vinteren - men det er første gang jeg oplever, at der er så få mennesker. Vi havde hele stranden næsten for os selv. De eneste andre levende skabninger var mågerne, Sandormens chauffør og nogle få andre passagerer.


 Bølgerne slog sammen hvor Kattegat og Skagerak mødes, og det var et flot syn.


På vej hjem til hotellet kom vi igennem Frederikshavn, og vi kørte derfor en tur op på Pikkerbakken. Herfra har man en fantastisk udsigt over byen og havet mod Hirsholmene og Læsø, der dog var skjult i regnskyer.


Søndag gik turen hjemad igen. Vi er nu fulde af indtryk og klar til en ny uge. Ja, der er lige den lille hage, at Poul er blevet forkølet. Han mener at det kommer af at spise sandwich udendørs på en rasteplads i februar.

lørdag den 8. februar 2014

Juleophæng



I løbet af december syede jeg dette ophæng. Det var en slags julekalender, idet det foregik ved at jeg meldte mig til en DHD (Del Hver Dag) hos Hannes Patchwork. Jeg købte en stofpakke med det stof, der skulle bruges, og hver dag fra 1. til 24. december modtog jeg en mail med beskrivelse af, hvad jeg skulle lave den dag. Det spændende var, at man ikke vidste hvad det førdige resultat ville blive. Kun at det havde noget med jul at gøre.

Oplægget fra Hanne foreslår, at man syr små dannebrogsflag og hænger dem på træet i guirlander. I stedet har jeg syet små metalstjerner på. Stjernerne har jeg købt i London for et par år siden. Nu har de fået plads på vægophænget, og jeg glæder mig allerede til at finde det frem til næste jul.


søndag den 26. januar 2014

Vægtæppe i reprostoffer

Så blev mit tæppe endelig færdigt....


Blokkene og stofferne er fra  Helene Juul. Tæppet er syet i hånden over pap. Stolperne er quiltet på maskine og hver blok er quiltet i hånden. Der er en dobbelt rød lukkekant, som jeg synes giver en flot virkning. Tæppet er 125 x 125 cm.


Jeg abonnerer på reproduktionsstoffer og får regelmæssigt en pakke med 4-6 fatquarters og forslag til hvad man kan sy. Blokkene stammer fra serien Prarie Sampler og er fra 2012. Jeg har valgt at sy dem sammen til et tæppe. Stolperne er ikke syet i repro-stof, men i et stof, der havde den perfekte petroleumsblå farve.

Tæppet skal hænge på væggen i stuen. Min far har lavet en bind i luksusudgave. Den er både pudset og lakeret samt forsynet med 2 øskener. Det er lige før at den fortjener at være synlig fremfor at skulle gemmes på bagsiden.

tirsdag den 14. januar 2014

Langsommeligt arbejde


I går brugte jeg det meste af dagen på at fjerne ritråde fra en af mine UFOs - tæppet syet af reproduktionsstoffer.

Tæppet har ligget længe og ventet på, at de sidste stolper blev syet færdig og, at der blev monteret en kant. Det fik jeg gjort i weekenden, og så var det bare at gå i gang med at pille alle ritrådene ud. Det tog mange timer.....

Undervejs er jeg atter blevet mindet om fordelene ved den amerikanske metode uden pap. Jeg har altid problemer med at sammensyningen ad de papbeklædte enkeltdele flere steder går op, fordi tråden brister. Jeg ved ikke, om det er fordi tråden er for dårlig, eller det er fordi pappet skærer i tråden under håndtering af arbejdet. En anden stor fordel er at man slipper for alle ritrådene.

Nu skal jeg i gang med at samle forside, mellemlag og bagside. Jeg har besluttet, at der skal være en dobbelt lukkekant som afslutning.

Og så kan jeg begynde at quilte.