Cardigan plus Quilt

Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.

torsdag den 21. februar 2013

Ny pels og nye halvsøskende

Jeg er meget glad for Oda, og hun er en dejlig glad hund, der ikke stiller de store krav, blot hun må være med hvor Poul og jeg er.

Men jeg er ikke glad når hun fælder sin pels to gange årligt.

Lige nu skifter hun sin vinterpels, og den må bestå af mange millioner hår, for de er overalt. Først og fremmest ligger de på gulvet, hvor de samler sig i store bunker. Så er de i sofaen og i sengen, hvor de også findes i rigelige mængder, fordi Oda har erhvervet retten til at ligge der. Værst er det dog, når man finder hundehår i pålægsboksen, i bestikskuffen eller i munden. Ja de er kort sagt overalt i de cirka tre uger, hvor pelsen skiftes.

Der er ikke andet at gøre end vente på at det er overstået. I mellemtiden må Oda børstes dagligt med en særlig effektiv børste, der hedder Furminator - og jeg må svinge støvsugeren ekstra hyppigt. Når det hele er overstået, har Oda den flotteste pels igen - blank og blød.

Det er hårdt at skifte fra vinter- til sommerpels.

Odas mor har netop født sit tredje kuld hvalpe i søndags. Denne gang er det en hanhund importeret fra England, der er far til de 5 hanner og ene tæve. Det bliver spændende at f'ølge dem. Man kan se mere på Pia og Bjørns nye hjemmeside godthaablund.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar