Tænk at det nu er december. Tiden flyver afsted - jeg synes lige det har været sommer.
I år er jeg slet ikke begyndt at pynte til jul. Da jeg kom hjem fra arbejde i går aftes lidt over midnat (ja det var jo egentlig i dag) havde Poul sat lyskæden på enebærbusken i indkørslen - og samlet Christiansfelder-stjernen og hængt den op. Det blev jeg meget glad for.
I dag har jeg haft fri, og vi skulle med Pouls bror og svigerinde på jule-handle-tur til Flensborg. De har et flot julemarked på gågaden med mange boder. Vi skulle rigtig shoppe. Troede vi. For ingen butikker havde åben..... Vi var ikke alene om at være skuffede. Der var rigtig mange danskere på gågaden, og man fornemmede at nogle var kommet lang vejs fra.
Trods skuffelsen, havde vi alligevel en dejlig og hyggelig dag. Vi fik en god brunch og senere en "Tote Tante", som er varm kakao med amaretto og flødeskum. På billedet er det meste drukket.
Efter sådan en dag kan december kun blive en god måned.
Cardigan plus Quilt
Bloggen om stort og småt. Om at være fascineret af garn, stof og patchwork. Og om glæden ved hunderacen Welsh Corgi Cardigan.
søndag den 1. december 2013
lørdag den 16. november 2013
Stakke af reproduktionsstoffer
Jeg har gennemgået alle mine reproduktionsstoffer for at få lidt overblik. Jeg blev overrasket over hvor meget stof jeg har. Billedet viser kun en af bunkerne !!!
Billedkvaliteten er desværre dårlig, så de skønne farver kommer ikke til deres ret.
torsdag den 14. november 2013
Brombærmarmelade
I mandags kogte jeg marmelade af årets brombærhøst. Det har været en god sæson for brombær, og jeg har plukket ialt 2 kilo fra den ene plante, vi har i haven. Det er en klar rekord med næsten det dobbelte udbytte i forhold til de foregående år.
Jeg bruger altid opskriften fra "Den grønne syltebog", men da jeg skulle bruge bogen, kunne jeg ikke finde den. Jeg har ledt overalt efter den, og måtte til sidst låne min mors meget slidte eksemplar.
Nu glæder jeg mig til at vi holder november-hygge for familien søndag eftermiddag. Da skal vi nemlig have æbleskiver med brombærmarmelade. Uhm.
tirsdag den 12. november 2013
Stjernedug
På trods af at det har været min arbejdsweekend, har jeg fået syet en lille dug færdig. Den er ca. 40x40 cm, og den er syet i reproduktionsstoffer efter en model fra Helene Juul hvorfra jeg abonnerer på reproduktionsstoffer. 5-6 gange om året får jeg en en pakke med stoffer og forslag til en ting, der kan syes. Der medfølger et par sider med interessante oplysninger om de originale stoffer og den historiske periode, stofferne stammer fra. De stoffer jeg har valgt til dugen, stammer fra tidligere stofpakker.
Jeg har syet midterstjernen i hånden med amerikansk teknik. Resten er syet på maskine, og jeg har fået øvelse i at sy timeglasblokke. Jeg har også quiltet på maskine.
tirsdag den 29. oktober 2013
Ny symaskine
Da jeg fik problemer med min Brother-maskine for en månedstid siden, var jeg i tvivl om jeg skulle købe en ny eller få den gamle repareret. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig været helt tilfreds med min Brother. Jeg synes den var noget "løs" i det og ikke så robust. Jeg har flere gange fået den til at blive skæv i nåleholderen - også når jeg har syet i almindelige bomuldsstoffer. Derudover var den svær at regulere i trådspænding.
Jeg overvejede frem og tilbage og Poul gjorde feltstudier, ved at besøg forhandleren og få gode råd. Poul er meget opsat på, at jeg skal have en maskine, der virker. Efter mange overvejelser, besluttede jeg mig for at købe en Pfaff Expression 4.0. Der er kommet en ny model 4.2, så jeg kunne få den "gamle" model til en rimelig pris. Jeg tror, at jeg bliver meget glad for den. Efter et par begynderproblemer med at tråde maskinen !!! fungerer den fint, og syr på en "solid" måde i forhold til den gamle Brother. Den har fodbetjent løft/sænkning af trykfoden, og en smart finesse, hvor den kan løfte trykfoden i 2 tempi, så man let kan dreje stoffet uden at skulle flytte hænderne. Og så er der godt lys, automatisk trådning og nogle spændende pyntesømme.
Jeg har været lidt i gang med at sy. Jeg var jo midt i at sy en fødselsdagsgave til min svigerinde, da den gamle maskine brød sammen. Jeg er nu blevet færdig med dækkeservietterne, og de er behørigt afleveret til modtageren. Hun blev glad for dem.
søndag den 27. oktober 2013
Vintertid og årets sidste roser
På trods af kraftig blæst og masser af regn, begav jeg mig ud i haven. Jeg havde besluttet, at de sidste roser skal nydes indendørs. Iført regnfrakke, træsko og hat plukkede jeg denne lille fine buket.
Nu står den og minder os om den sommer der gik. Og med sin skønhed giver den håb om, at der kommer en ny til næste år.
Nu står den og minder os om den sommer der gik. Og med sin skønhed giver den håb om, at der kommer en ny til næste år.
tirsdag den 15. oktober 2013
Efterårsferie og vindmøller
I denne uge er det skolernes efterårsferie, men Poul og jeg tyvstartede og holdt ferie i sidste uge. Vi havde 6 dejlige dage i min veninde Karens Lynghytte ved Harboøre. Ja hytte er lidt forkert, for det er et moderne velindrettet lille hus med perfekt plads til 2 personer med hund. Lynghytten ligger 100 meter fra Nissum Bredning med en fantastisk fjordudsigt mod nord. Der er helt uforstyrret, fordi der ikke er andre huse i nærheden, Man hører kun naturens lyde og kan ikke undgå at falde helt til ro.
Fra hytten kan man også se Keminova og 8 store vindmøller. De sidste er faktisk fascinerende at kigge på - og ja, jeg ved godt, at de også forstyrrer mange mennesker, der skal leve tæt på møller hver dag. De sidste to dage af opholdet var der stor aktivitet med at skifte vinger. Det foregik med to store kraner, hvoraf den ene lå på vandet. Vi fulgte meget med i processen og havde god gavn af vores kikkert.
En af dagene tog vi på tur til Østerild plantage, hvor der er et testområde for kæmpestore vindmøller. Det var en speciel oplevelse. De er kæmpestore og der er meget vindstøj, når man står 100 meter fra dem. På samme tid er det også imponerende, at man kan lave så store møller.
Jeg har ikke været aktiv med håndarbejde i min ferie. Det blev bare til lidt strikning på min trøje. Nu mangler jeg "kun" at strikke to ærmer. I stedet slappede vi af, og gjorde kun det vi havde lyst til. Vi havde en dejlig uge og har fået ny energi. Det er vel netop det, der er meningen med at holde ferie.

Udsigten fra stuen mod nord.
Abonner på:
Opslag (Atom)