Katten Ofelia

Jeg har altid været glad for katte, og jeg har boet med katte det meste af mit liv. Efter at have mistet to katte med en måneds mellemrum, var det slut - det er simpelthen for hårdt at finde sin kat død på  vejen. Poul og jeg havde besluttet, at vi skulle have hund, og Oda var "bestilt".

Men så kom Ofelia. Det skete på følgende måde.

En dag på vej hjem fra arbejde, kom der en lille bitte killing løbende hen imod mig, da jeg åbnede min bil. Der var ikke andre, der ville tage sig af den, så jeg besluttede at tage katten med i bilen for at aflevere den hos vores dyrlæge i Haderslev, som også har et mini-internat. På vejen hjem var killingen meget kærlig, og lagde sig på min skulder.

Dyrlægen havde ingen ledige pladser til den lille killing, men den blev undersøgt - og behandlet for orm, lopper og øremider - på min regning. Der var ikke var andet at gøre, så jeg tog den med mig hjem. Hjemme fik den mad og lagde sig straks til at sove i sofaen.

Poul kom hjem - og han blev rigtig vred. Vi havde jo bestemt at det var slut med katte - Oda skulle snart hentes og hvad tænkte jeg på med at have hund og kat sammen? Poul blev dog hurtigt sig selv igen, og han er siden blevet gode venner med Ofelia.

Det blev ikke et problem at have hund og kat. Tværtimod har begge dyr glæde af hinandens selskab. De leger, spiser, sover og går tur sammen.

Ofelia er fortsat en lille kat. Hun er neutraliseret og har et godt helbred. Hun er tilpas forsigtig, og kommer ikke ud på den befærdede vej, der går lige ved vores hus.

Jeg har et helt særligt forhold til hende, og føler at jeg har en særlig forpligtigelse, da jeg helt bogstaveligt er blevet valgt af hende.